hvorfor er hele verdenen imod mig?
den eneste der ik er imod mig er min dejlige aslan... han var en gave fra en af de eneste rigtige venner jeg har haft i meget lang tid... faktisk nogensinde...
hun var min bedste veninde siden børnehaveklasse, men efter min far døde, blev min mor helt depri og endte med at sælge vores hus i Kolding, fordi hun ik kunne passe på det.
og besluttede at vi alle skulle flytte til århus. langt væk fra alting jeg nogensinde havde kendt...
langt væk fra nanna og tanja, hele min dejlige klasse på lykkegårsskolen... min storebror som jeg elsker overalt på jorden, og elskede at tilbringe natten på hans værelse og læste samtidig med at han sad på computer...
han brændte min første cd, lærte mig alt jeg ved om computere, og lærer mig stadi ting...
det er ham der har givet mig min musiksmag, min interesse for computerspil og har indflydelse på næsten alt ved mig... selv min tøjstil.
han blev selvfølgelig boende i kolding mens vi rejste til århus, fordi mor hun godt ville bo tættere på steen... en hun havde mødt på nettet... og de er stadig sammen idag...
han hjalp hende igennem den sværeste del af hendes depression og jeg er ham taknemlig for det. men jeg hader ham stadi fordi han fik os til at flytte væk fra kolding... jeg havde alt hvad jeg kunne tænke mig i kolding... en mor og far, fantastiske søskende der aldrig skændes (og stadi ik gør det) fantastiske venner, fantastisk skole, søde og fantastiske lærere, til forskel fra nogle af dem jeg har nu. og det bedste venner nogen, nogensinde kunne ønske sig!
jeg var 11 på det tidspunkt... midten af 4 klasse...
jeg kan stadi huske da jeg kom hjem efter skole og spurgte hvordan rundvisningen i huset var gået, mens det var sat til salg, og min mor sidder og smiler det største smil og nogensinde har set og fortæller mig at de blev solgt... jeg låste mig inde på mit værelse efter det...
i riskov var det nogenlunde, jeg var gået fra en dejlig lille privatskole med ik mere end 250 elever... til en hundegrim kommuneskole med 900 elever... hvor jeg før var gået i 4 med 18 elever... gik jeg nu i 4.b med 28 elever...
på lykkegårdskolen var der aldrig skænderier... de var der hele tiden på den her skole... det var her jeg lærte, at det var bedre at være den man glemmer så snart man har vendt sig om, end "toppen af fødekæden" hvor alle hadede en. og det har hængt ved... men det er ved at blive bedre nu...
mens jeg stadi boede i kolding var det at jeg fik fesser... det kan jeg takke steen for, for det var ham der overtalte min mor til at lade mig få et dyr... men hvor normale børn jo ville få en hund, skulle jeg jo allerede blive dømt til at være udenfor, ved at få en slange...
men så fik vi at vide, at den familie vi havde lejet huset fra ville komme hjem fra australien, så vi skulle flytte igen...
denne gang ud til en mini teeny tiny by der hedder tilst...
første gang jeg var ude ved huset... så jeg at min nabo havde hund, og han så simpelt hen så super dejlig ud... han lignede en hund jeg havde gået tur med i kolding Paw... jeg har altid elsket hunde og dyr generalt...
jeg kunne self. ik lade vær med at stirre på denne dejlige hund der var kommet hen til hegnet for at kigge på mig... self er det jammo, den dejlige vovse...
det var først der jeg opdagede at der var nogle piger i haven...
...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar